James C. Nortey | Kampen
Bukom sover aldrig.
Der sker altid noget i byen. Fiskeriet og kampene stopper aldrig. Intet andet sted i verden har produceret så mange verdensmestre i boksning, som min hjemby. Jeg elsker det.
Kulturen og værdierne. De har formet mig.
Jeg har gået på en skole, der koster eleverne over 300.000 kr. om året. Den er rangeret som en af de allerbedste i verden (så jeg kender godt til verdensklasse), men intet andet sted giver dig redskaberne til at leve livet fuldt ud, som Bukom gør det. Jeg elsker det så meget, at det holder mig vågen om natten, når jeg tænker på byens dybde og kompleksitet - men også dens potentiale.
Det giver mig kuldegysninger og bringer en tåre på min kind, bare jeg tænker på det. Og det gør jeg hele tiden.
Takket være Bokum har jeg nu, 29 år gammel, styrke i både min stemme og mine hænder. Den første gang, at jeg fandt ud af, hvor stærke mine hænder er, var, da jeg slog en anden dreng lige i ansigtet. Men nu giver min stemme mig styrken til at inspirere andre.
Jeg har mødt folk fra alle verdenshjørner på min store rejse, men jeg føler, at min opvækst har givet mig værdier og en personlighed, som ikke findes nogen andre steder.
Som barn levede jeg et flygtigt liv i Ghanas hovedstad, Accra. Jeg flyttede mellem områderne Osu, Labadi, Manplobi Agege til Bukom. Men det sted, som havde den største indflydelse på mig, var Bukom.
Det er et af de ældste fiskeområder i Vestafrika.
Min far introducerede mig for byen. Han var fisker, så han brugte meget af sin tid ved kysten i Jamestown, som Bukom også bliver kaldt. Når du ankommer til Bokum, er der én ting, du bemærker…
Lugten.
I Bukom er der alle mulige forskellige dufte i luften, men den mest uundgåelig er lugten af fisk.
Vitterligt bare fisk.
Der er altid nogen, der enten griller eller steger fisk… Over det hele. Hvis man er opmærksom, vil man se fiskeben og -skel overalt på jorden.
Husene ligger meget tæt på hinanden. Det er en af byens helt store styrker. Indbyggerne føler sig forbundet. Selvfølgelig har vi vores problemer, ligesom alle andre steder, men vi er loyale og dybt forbundet.
Men som jeg sagde: Bukom sover aldrig.
Som barn er du nødt til at være på tæerne. Hele tiden. Hvis du lader dine parader falde, vil folk udnytte dig. Hvis du har mad, vil dine venner forsøge at tage det fra dig. Hvis du har en fodbold, tager dine venner den. Hvis du har koldt vand, tager de det.
“Når du bliver født, lærer du at kæmpe, før du kan gå”
Hvis du ikke ønsker at dele, er det helt fint. Så er du bare nødt til at kæmpe. Det lyder vanvittigt, ik? Du er er simpelthen nødt til at kæmpe for at beholde de ting, der tilhører dig.
Jeg er jo ikke naiv. Det er ikke perfekt dernede. For at være helt ærlig så ville jeg langt fra ønske, at min søn voksede op dér. Alligevel vil jeg ikke ændre noget ved min egen opvækst og alt det, jeg lærte. Det har givet mig styrken til at hjælpe mennesker fordelt over tre kontinenter. Og det har givet mig troen på at drømme STORT om min fremtid, og om hvad jeg er i stand til.
Boksning og gadekampe er karakteristiske for Bukom. Det er kendt som det spirituelle hjem for afrikanske boksere. Vi har skabt mange verdensmestre. Boksning samler alle og enhver i byen.
Når du bliver født, lærer du at kæmpe, før du kan gå.
Mens jeg var der, blev jeg også en del af “kulturen”.
Det er umuligt at undgå.
Som syvårig stod jeg i min allerførste kamp. Jeg husker det tydeligt. Folk samlede sig rundt om os for at satse på vinderen.
Jeg ved ikke, hvordan jeg endte der, men jeg var sulten, frustreret og ville egentlig bare gerne hjem.
På vejen hjem råbte et andet barn noget grimt til mig. Jeg kan ikke præcis huske hans ord, men før jeg vidste af det, var vi omringet af et stort publikum.
De råbte, lige så snart jeg svang mine knyttede næver.
“Slå ham hårdere!”
“Sådan, slå ham nu!
“Ned med ham!”
Langsomt kom tilskuerne nærmere og nærmere. Til sidst var der over 100 omkring os.
Netop fordi det er en del af vores kultur, har alle børn i Bukom det dér over sig… Du kan fornemme det. Det er som om, at du ikke kan røre dem - og slippe afsted med det.
De fortsætter bare. Jeg havde hundredvis af den slags kampe (og en ret flot statistik), men ikke alle endte med en sejr.
De oplevelser har i dag gjort, at jeg står ved, hvad der er mit. Endnu vigtigere er dog, at det gav mig evnen til at stå ved, hvad der er rigtigt. Det er der intet, der kan lave om på. Jeg har et stort mod. Det fik jeg af at beskytte min mad på gaderne i Bukom.
I dag lærer jeg mange børn og unge at finde frem til, hvad der er rigtigt, hvad der er deres formål i livet, og jeg lærer dem at kæmpe for det. Bukom gjorde mig ukuelig, og det mod forsøger jeg at give videre, så godt som jeg kan.
“Jeg så på mine to lillesøstre, der sad og græd på gulvet. Det var et vendepunkt i mit liv”
Måske det er nemmere for dig at forstå, hvis jeg fortæller lidt om min barndom.
Min familie bestod på det tidspunkt af mig, mine to lillesøstre og min mor.
Efter min far viste mig byen, tog han ud for at fiske en dag. Han kom aldrig tilbage. 15 år gik der, før jeg så ham igen.
Vi forsøger nu at opbygge vores forhold på ny, jeg elsker ham og han er en af mine to fædre sammen med en amerikansk mand ved navn Dan.
Med min far ude af billedet var det min mor, der var nødt til at tage sig af os dengang. Hun forsøgte stadig at arbejde hårdt, indtil hun begyndte at få hjerteproblemer.
Så da jeg opdagede, at hun var syg, forsøgte jeg at hjælpe til. Jeg var otte år gammel på det her tidspunkt.
Vi boede i et lejlighedskompleks lidt uden for Bokum. Huset var lavet af gråt cement, uden nogen form for maling.
En dag kom jeg hjem. Jeg så på mine to lillesøstre, der sad og græd på gulvet. Det var et vendepunkt i mit liv. Vi udvekslede ingen ord, men jeg vidste præcis, hvad de følte.
Jeg stormede ud af værelset og tænkte: “Jeg kommer ikke hjem, før jeg har enten penge eller mad til dem.”
Vil du vide, hvad jeg gjorde den dag?
Jeg startede en slåskamp og tjente 5 ghanesiske cedis, som svarer til lidt over 5 danske kroner. Og så…
Vi boede omkring ti minutters gang fra stranden med turister. Med min t-shirt over skulderen traskede jeg over mod dem. Der stod jeg med min lille, sorte pose og ventede på, at turisterne var færdige med at spise. Seriøst, jeg stod der i evigheder.
Så snart de var færdige, løb jeg derhen.
“Er du færdig?”
“Må jeg få resten?”
Jeg var ikke den eneste dreng, som gjorde det. Der var over hundrede af os. De kaldte os Kobɔlɔ boys:
“No good kids”
Da dagen var forbi, havde jeg en pose fyldt med turisternes rester. Det tog jeg med hjem, så min mor kunne opvarme det igen på en stegepande og dele med mig og mine to søstre. Jeg så, hvor flovt det var for min mor, men vi havde intet andet valg.
Det andet, jeg gjorde, var at sælge ting på gadehjørnerne. Jeg solgte vandflasker, Coca Cola, Pepsi eller hjemmelavede armbånd med det ghanesiske flag.
Alt det har betydet, at jeg nu kan tage mig af de mennesker, jeg elsker. Ofte kigger jeg på verden i dag og tænker, at det gør folk alt for lidt. Jeg mener ikke, at der er noget smukkere end at tage sig af dem, der betyder noget. Det lærte min opvækst mig på den hårde måde, men nu ved mine venner, familie og elever, at jeg er der for dem. Under ingen omstændigheder vil jeg svigte dem. Nu forsøger jeg at lære mine elever det samme for deres holdkammerater eller familie.
På et eller andet tidspunkt hørte jeg, at Right to Dream ville arrangere en prøvetræning i min by. Desværre var du nødt til at være en del af en organiseret klub i Ghana for at deltage.
Og det var jeg ikke.
Men jeg dukkede op alligevel. Sammen med min ven. Right to Dreams medarbejdere nægtede mig adgang.
Det slog mig ud, for jeg vidste, at det var fantastisk mulighed.
På vej ud overhørte jeg, at de manglede en målmand. Ingen ønskede at være målmand.
Så jeg meldte mig.
“Jeg er målmand!”
Det røg ud af munden på mig.
“Det var NU, jeg skulle bruge, hvad jeg havde lært i min barndom”
Jeg vidste, hvad jeg ville. Jeg ville være en del af Right to Dream. Jeg var ligeglad hvordan. Selvom jeg ikke normalt var målmand, stillede jeg mig ind på kassen.
Men holdet var alt for godt, så jeg fik ikke chancen for at vise, hvad jeg kunne. Derfor valgte de mig ikke til den afsluttende prøvetræning.
Men de valgte min ven.
Så jeg spurgte ham: “Må jeg tage med dig til træningen?”
Selvfølgelig sagde han nej, fordi han frygtede, at han ville miste sin egen plads, hvis han tog mig med. Han havde dog ikke penge nok til transporten til prøvetræningen, så jeg tilbød at betale busbilletten.
“Så lad gå, men når vi kommer dertil, skal du lade som om, at du ikke kender mig. Bare gå din vej.”
Jeg var meget, meget nervøs, selvfølgelig. I bussen sad jeg og bad for, at jeg ville få chancen. Hele vejen. Ingen lyd. Jeg tænkte bare på:
“Hvad skal jeg svare, når de spørger, hvem jeg er?”
Jeg håbede inderligt, at de ville sige ja.
Jeg knyttede min hænder.
To timer efter ankom vi til busstationen i nærheden af Right to Dream. Så snart jeg steg af bussen, løb min ven.
Foran køen stod en mand med en bog. Han tjekkede, om vores navne var på listen.
Og jeg vidste, at mit navn ikke var der, hvilket gjorde mig endnu mere nervøs. Mine knyttede knoer var helt hvide. Det mindede mig om følelsen lige før en slåskamp derhjemme.
Da det var min tur, spurgte han, hvem jeg var.
“James C. Nortey”,
Og hvilken position jeg spillede.
“Målmand”
Han spurgte, om jeg var ham målmanden fra oppe nordpå. Jeg nikkede.
Men det var ikke mig… Jeg boede i syd.
Right to Dream havde valgt en målmand, der boede 12 timer væk. Det var alt for langt væk og dyrt for ham at rejse. Så han var ikke mødt op. Der var min chance, så jeg sagde, at det var mig.
Manden med bogen slettede drengens navn og skrev mit.
I dag tænker jeg stadig på målmanden fra nord. Måske kostede en billet til 30 kroner ham muligheden for at udleve sin drøm? Det er ikke fair, og derfor forsøger jeg i dag at kæmpe for den næste 10-årige, som misser chancen for at opfylde sit potentiale.
Dag ud og dag ind så jeg nogle rejse hjem fra træningslejren, og til sidst blev det også skæbnen for min ven. Før jeg vidste af det, var jeg en af de 16 drenge, der blev en officiel del af Right to Dream.
Jeg var nu en del af Afrikas bedste akademi.
Desværre var jeg ikke førstekeeper, hvilket betød, at jeg for det meste sad på bænken. Derfor begyndte jeg at tænke:
“Hvordan kan jeg gøre mig selv mere værdig?”
Jeg frygtede for at være den næste dreng, som ville blive sendt hjem.
Jeg vaskede tøj, vaskede op, lavede mad og serverede det i de weekender, hvor kokkene havde fri. Samtidig med at jeg lærte at blive en god målmand, forbedrede jeg mig på andre områder.
Et år senere startede jeg inde som førsteholdsmålmand.
Efter et par år fortalte Tom Vernon, der ejede Right to Dream, mig en historie om dengang jeg blev optaget på akademiet. En fyr fra mit område, Shamo, havde opsøgt Tom for at fortælle, at jeg var, hvad han beskrev som ‘talentfuld’. Han mente, at jeg var god til mange ting og en speciel person.
Tom indrømmede senere mig, at det var derfor, at han så noget mere i mig. Det var ikke bare dét, at jeg hjalp til på akademiet, det var også fordi, at en fra min hjemby havde kørt to timer for at fortælle det. Sådan er dem fra min hjemby. Det er også en del af det character program, jeg i dag underviser i.
Det handler ikke om velgørenhed og at hjælpe andre. Det gælder om at låse op for hinandens potentiale. Ingen kan gøre det alene. Det er en del af min kultur. I Sydafrika kalder de det: Ubuntu.
“I am, because you are”
Efter tre år hos Right to Dream blev jeg fortalt, at jeg havde gjort det så godt i skolen og på banen, at jeg kunne studere i udlandet. Jeg blev tilbudt et scholarship i USA.
Hvad for noget?
Jeg var ikke den bedste spiller. Jeg gjorde det okay i skolen, men også dér var jeg langt fra den bedste. Måske havde de valgt mig ud fra alle de andre ting, jeg gjorde. Måske så de mere talent i mig, end jeg kunne se i mig selv.
The Hotchkiss School i Lakeville, Connecticut, USA, hed destinationen, og lige så snart jeg ankom, vidste jeg, at det ville blive en udfordring.
Mit engelsk var ikke særlig godt. Jeg følte, at alle talte så hurtigt, at jeg kun forstod halvdelen. Derudover kunne jeg ikke lide maden og havde ingen venner.
Det var NU, jeg skulle bruge, hvad jeg havde lært i min barndom.
Jeg var nødt til at kæmpe.
Jeg begyndte at danse ballet. Jeg er ret sikker på, at jeg er den første dreng fra Bokum til at danse ballet (og tilmed være god til det). Jeg var så god, at jeg fik chancen for at danse i Italien. Det lod til, at Shamo åbenbart havde ret, da han sagde, at jeg var “talentfuld”. Hvordan kunne han dog vide det?
Hvorfor får de andre fra min landsby ikke muligheden for at finde ud af, hvad de er gode til?
Som character træner forsøger jeg at lære mine elever at være ligesom Shamo; at se det bedste i andre, skabe muligheder for sig selv og kæmpe for andres.
Jeg besluttede at stoppe med ballet, da jeg var nødt til at vælge mellem det og fodbold. Fire år senere havde jeg et High School-diplom fra Hotchkiss og blev tildelt et athletic scholarship til Marquette University, hvor jeg færdiggjorde et studie i social retfærdighed og sociologi.
“Hvordan viser du dine forældre, at du sætter pris på dem?”
I min tid på akademiet i Ghana havde vi det, der hed Life School. Det koncept er nu ændret til Character Development. Jeg husker, at jeg var meget interesseret i det.
Lige efter at Right to Dream købte FC Nordsjælland, fik jeg kontakt med Tom igen. Han ønskede nemlig at implementere værdierne fra Character Development-programmet i Right to Dream til FCN.
Med ét klikkede det. Det var det perfekte job for mig. Udover min erfaring fra social velfærd og retfærdigheds- og sociologistudiet besluttede jeg at tage fem kurser i positiv psykologi ved University of Pennssylvania for at forberede mig til rollen.
Sådan blev jeg en del af Character Development-programmet i FC Nordsjælland.
Mange har spurgt: Hvad er Character Development egentlig? Men det er svært at svare på med blot en enkelt sætning, fordi det er så mange ting.
Character Development er for os at skabe en platform, hvor vores drenge og piger kan genopdage dem selv på den meste simple måde. Du ved… forstå deres egne værdier, hvad der driver dem, og hvilken rolle de spiller i samfundet.
Jeg tror på, at når du forstår, hvad der driver dig, forbliver tro mod dine værdier og har en positiv tilgang til de fleste situationer, så er der intet, du ikke kan overkomme.
Sådanne temaer kan være svære at forstå for de yngre hold, derfor starter vi i det små. Lad mig give dig et eksempel:
“Hvordan viser du dine forældre, at du sætter pris på dem?”
Da jeg startede et nyt program med U13-holdet, fokuserede vi på taknemmelighed: Hvad gør du for dine forældre, når de kører dig til træningen hver dag? Hvad siger du til dem?
Efter et par uger fik jeg et par opkald fra forældrene, som sagde, at deres søn eller datter i løbet af ugen havde klaret opvasken eller vasket sit eget tøj.
Og det er der, hvor alt starter.
Fodbold er kun en lille del af deres liv. En dag er det forbi. Disse værdier og karaktertræk er noget, som aldrig vil forlade dem.
Jeg håber virkelig, at ALLE fodboldklubber vil indføre et Character Development-program.
Vi er et produkt af, hvor vi kommer fra.
Men det betyder ikke noget, hvilke vilkår du er født under.
Du kan altid finde vejen til lykken.
Så længe du kæmper for det.
James C. Nortey