Florentina Olar | En mors kærlighed
Kære mor,
Hvad du skal læse nu, ville jeg aldrig være i stand til at fortælle dig. Jeg bliver så rørt.
Altid...
Måske kommer du til at høre noget, som du ikke vidste.
Men du ved, at jeg elsker dig - og jeg ved, at du elsker mig.
“Jeg ville også være den bedste. Det var min drøm”
Jeg husker, at jeg løb med drengene ude på vejen. Vi samlede fire sten som mål. Det var smart, fordi så kunne vi hurtigt fjerne dem, hvis der kom en bil.
Det er sjovt at tænke på, at jeg på det tidspunkt ikke vidste noget som helst om et pigefodboldhold.... Jeg spillede bare med drengene.
En dag var jeg så heldig at få en plastikbold i gave af min far. Ikke noget særligt, men jeg var så glad for den. Det var den eneste grund til, at jeg kunne få lov til at spille med de store drenge.
Jeg kan huske, at jeg følte mig utrolig sej dengang, men på den anden side så var det også mig, der lavede reglerne. Det var jo MIN bold!
Så når jeg blev sur, og det gjorde jeg, så tog jeg bare bolden og gik hjem.
Kvindefodbold var ikke populært på det tidspunkt. Folk sagde, at kvinder ikke hørte til i fodbold, og at det ville påvirke, måden min krop udviklede sig på og alle mulige mærkelige ting.
Vi voksede op i Constanța. Det er en turistby lige ved siden af Sortehavet i den sydøstlige del af landet. Jeg tror, at den er den fjerdestørste by i Rumænien.
Fodbold og tennis fylder meget i byen. Vi har faktisk en ret god historik, hvad angår sport. Gheorghe Hagi. Han var en fantastisk fodboldspiller og anfører i FC Barcelona. Og Simona Halep. Hun kommer også fra derfra og var på et tidspunkt den bedste tennisspiller i verden. Så man må sige, at vi havde grund til at drømme stort.
Jeg ville også være den bedste. Det var min drøm.
Far var tidligere professionel bokser og på landsholdet. Dengang rejste han rundt som dommer. Så når du arbejdede og min søster var i skole, var han nødt at tage mig med.
Som barn kunne jeg overhovedet ikke stå stille. Jeg lavede altid noget.
Engang hvor jeg skulle med til en af fars boksekampe, løb jeg i forvejen ned til bilen. Da han kom ned til mig og var klar til at tage afsted, var mit tøj allerede blevet beskidt. Selvfølgelig havde klatret i træer med mine venner.
“Kan du ikke holde dig i ro i bare to minutter? Nu bliver vi forsinkede!”, kan jeg huske, at han sagde.
Det var sådan et barn, jeg var.
“Jeg vil gøre dig stolt…”
Jeg ville gerne være den bedste, og jeg ville gøre alt, hvad det krævede at nå dertil.
Så jeg rejste til Cluj, som er en by, der lå 700 kilometer væk. Her holdt mesterholdet til.
På det tidspunkt, da jeg forlod min familie, var jeg stadig et barn - kun 16 år. Dengang vidste jeg ikke, hvor meget det betød at bo sammen med sin familie...
Selvfølgelig var du bekymret: “Det får du ikke lov til.. Hvad med din skole?”
Jeg var god i skolen, men mit fokus var på fodbolden.
I dag forstår jeg godt din reaktion. Sådan er mødre: “Åh nej, hvordan kommer det til at gå?”
Mødre vil jo det bedste for sit barn. Så jeg tror, det er normalt at være usikker.
Jeg tog en snak med far, fordi han ved, hvad det vil sige at være professionel. Til sidst lod du dig overtale, men jeg havde ikke drømt om, hvor hårdt det ville blive.
De første par måneder i Cluj ringede jeg til dig fra et postkontor. Jeg havde ingen telefon, så jeg var nødt til at betale for opkaldet… Eller du var så sød at betale for mig.
Jeg plejede altid at komme til dig. Det var uanset, hvad jeg havde på hjertet. Jeg delte alt.
Men nu hvor jeg var flyttet til Cluj… Det eneste, du nåede at spørge om, var, om jeg var okay. Og så græd vi i fem minutter. Vi kunne ikke holde til mere.
Dengang vidste jeg ikke, hvor hårdt det må have været for dig, fordi jeg var så optaget af fodbolden. Men så snart jeg selv blev mor, vidste jeg, hvor meget det må have betydet...
Jeg ved, at du savnede mig. Uden tvivl.
Når der var ferie, tog jeg altid hjem til dig og resten af familien. Det var sjældent, vi havde fri, så alt handlede om at være sammen. Jeg kan huske, at du altid stod i køkkenet og lavede min yndlingsret: Paneret kylling. Din hofret.
Det var ikke nemt at rejse væk. Jeg kan huske det sidste, jeg sagde til dig inden. Hver gang, det var hårdt, tænkte jeg på de ord:
Jeg vil gøre dig stolt…
Da jeg for først gang spillede Champions League-fodbold i 2003, mødte vi det svenske hold Umeå IK. De havde en finsk angriber, som hedder Laura Kalmari.
Hun var mit idol.
Efter nogle år var jeg til en turnering med landsholdet i Algarve i Portugal. Hun var der med sit barn. Og så var jeg sådan: “Okay, det er mit næste drøm.”
Jeg vil gerne have et barn, og det ville være fantastisk, hvis han eller hun var sammen med mig på landsholdsturene… Og det skete.
Min mand og jeg har altid gerne ville have børn, men på grund af mit job har vi aldrig fundet det rigtige tidspunkt.
Men jeg kan tydeligt huske, da jeg havde mit barn i armene for første gang og følte ham på min krop.
Patrick Alexandru Olar
“… Jeg vil så gerne ha’, at han er stolt af mig”
Jeg vil fortælle dig om en af de største øjeblikke i mit liv. Det jeg aldrig vil glemme.
Til en landskamp i Cluj. Du ved, den by jeg rejste til dengang. Der var Patrick rejst med. Han var omkring 1,5 år gammel, så han var ikke særlig stor. Han klyngede sig stadig til sin sut.
Mens den rumænske nationalhymne lød over højttalerne, stod jeg på banen og holdt Patrick i hånden. I momentet følte jeg mig som verdens lykkeligste og heldigste person i verden. Jeg havde de to ting, som betyder alt for mig på samme tid:
Fodbold og min søn.
Det er den bedste følelse en kvindelig fodboldspiller kan opleve.
Jeg prøvede at holde tårerne tilbage, fordi jeg ville holde fokus på kampen. Jeg var jo anfører...
Men lige så snart jeg trådte ind på banen, begyndte jeg at græde.
Min krop rystede, og jeg kiggede ned på Patrick og tænkte:
Drømmer jeg? Er du min?
Det betød alt for mig.
Når man lykkedes både professionelt og som familie, så tror jeg ikke, man kan forlange mere.
… Jeg vil så gerne ha’, at han er stolt af mig.
Når du har muligheden for det, er du altid med til kampene. Selvom du ikke aner en dyt om fodbold, så forsøger du stadig at give mig råd. Det viser, at du er interesseret og ønsker det bedste for mig. Hver gang du snakker med dine veninder, så nævner du mit navn.
Du sad også på tribunen den dag. Du var pavestolt.
På mandag starter dit barnebarn, Patrick, i børnehave.
Jeg vidste jo godt, at han ville starte, når han fyldte tre år.
Men lige så snart vi modtog de officielle papirer, begyndte jeg at blive nervøs: “Åh nej, hvordan kommer det til at gå?”
Det er hverken samme institution, børn eller pædagoger som i vuggestuen. Alt er anderledes. Det viser meget godt, hvordan det er at være mor. Jeg ved jo godt, at det bliver fint, men alligevel kan man ikke undgå at blive nervøs…
Jeg er nødt til at finde en balance, for nogle gange skal han også møde modstand.
Hvad med den dag, hvor Patrick rejser væk, ligesom jeg gjorde?
Det er et godt spørgsmål. Det har jeg faktisk tænkt over. Jeg vil uden tvivl støtte ham, hvis han mener, at det er det rigtige at gøre. Så må vi se, hvordan det går. Selvfølgelig bliver det hårdt, men ja.. sådan er en mors følelser for sit barn. Nu har jeg jo prøvet det på egen krop.
Alle mødre gør på eller anden måde det bedste for sit barn.
Mødre er det varme sted, som du altid kan vende tilbage til. Uanset hvad der sker.
“Følg dine drømme”
Kære søn,
Følg dine drømme.
Hvis du har et mål, så gå efter det, selvom vejen dertil kan være hård.
Når du rejser væk, så er du nødt til at kæmpe dobbelt så hårdt. Men det hårde arbejde betaler sig.
Jeg lykkedes jo med, hvad jeg havde sat mig for:
Jeg gjorde min mor stolt. Og jeg fik dig.
Og jeg vil altid følge dine drømme og støtte dig.
Glem aldrig det varme sted.
Din mor.
Florentina Olar