Kian Hansen | Hvorfor jeg hader ‘tab og vind med samme sind’
Jeg løb ind i en lille skov og gemte mig.
Jeg husker det så tydeligt. Vi spillede en syvmandskamp mod Tjæreborg, da jeg var ti år. Selvom vi havde et voldsomt godt hold dengang, så taber vi alligevel 5-3.
Det var jo nærmest åbne marker, vi løb rundt på.
Nederlaget gjorde mig simpelthen så sur, at jeg endte med at løbe ind i en skov ved siden af og gemme mig for de andre. Alene og indebrændt.
Vindermentalitet. Nogle vil kalde ham en dårlig taber, men for Kian Hansen er det et spørgsmål om motivation. Han er besat af at vinde.
Det hele handlede om, at det var alle andres skyld.
Alt kogte inde i mig, og det gør det stadigvæk, når jeg enten taber eller vinder en fodboldkamp.
To vidt forskellige følelser.
Sådan skal det også være, hvis man vil nå til tops.
Kian er vokset op i Grindsted. En lille by uden for Billund, hvor han havde en rigtig tryg barndom med sin mor, far og søster. Det var et lille samfund, hvor alle kendte alle. Dagene sneglede sig afsted, hvis ikke han havde noget at give sig til, hvad enten det var konkurrencesport eller legeaftaler med de lokale rødder.
Så alt i alt en stille sydvestjysk knægt - eller var han nu det?
Ah, det kommer nok an på, hvem du spørger. Hvis du spørger min mor, så har jeg nok været en ‘pain in the arse’ ind i mellem.
En knægt med krudt i røven.
Jeg var ikke så god til bare at sætte mig ned og lave ingenting. Der skulle bygges huler, spilles fodbold, tennis og badminton. Det hele blev kørt på samme tid.
Og så ville jeg vinde for enhver pris.
Jeg går ikke ind i noget halvt.
Jeg kæmper for at vinde.
Du kender sikkert typen, der er fuldstændig ligeglad med, om de vinder eller taber. For dem handler det bare om at være med. Sådan er det ikke for Kian. Langt fra.
Først og fremmest hader jeg sloganet ‘tab og vind med samme sind’. For det kan man ikke.
Jeg kan huske, at det altid stod bag på noget, der hedder Ponduscup-medaljen. Og jeg hadede det.
Hvis man går på banen med den dér følelse af, at det er lige meget, om man vinder eller taber, så er der ingen grund til at spille.
Jeg er tæt på at sige, at man skal være villig til at snyde for at vinde, men sådan er jeg slet ikke...
Der skal være noget i dig, hvor du virkelig brænder igennem.
Du skal gøre alt for at vinde og få de tre point.
Dét kick, det giver at vinde.
Eufori.
Hjemme hos de lokale drenge i Grindsted var Kian stjernen. Men den 13-årige knægt havde mod på mere. I sommeren 2002 sprang han ud på det dybe vand, da han forlod den trygge barndomsklub og tog til Esbjerg fB. Og her trænede man altså ikke bare for sjov. Alle ville vinde, for enhver pris, for at nå til tops.
Da jeg tager skiftet fra Grindsted til Esbjerg, der siger jeg faktisk til en af mine venner, at det her bliver en kæmpe udfordring.
Jeg ville presse mig selv - ud hvor jeg ikke kunne bunde.
Forfølge min drøm.
Rigtig mange børn drømmer om at blive fodboldspiller. Men jeg ved ikke, hvor mange der reelt gør noget ved det.
Det var måske heller ikke det sjoveste at tage turen, 45 minutter hver vej, til Esbjerg hver dag, for at se om jeg kunne slå igennem…
Men jeg prøvede.
Det lykkedes for den unge forsvarsspiller. For snart talte alle om det. Udenlandseventyret. I jagten på at udfordre sig selv endnu mere tog Kian i 2014 flyveren sydpå til det vestlige Frankrig. I fodboldklubben FC Nantes mødte Kian en vinderkultur, som han aldrig havde oplevet før.
Den var meget anderledes end i Danmark.
I Nantes har de en præsident, som ejer klubben. Jeg husker særligt én kamp, vi spiller i Marseille, hvor vi bliver kørt ud af brættet.
Alle sidder i omklædningsrummet og hænger med hovedet, og så kommer præsidenten ind og siger:
“Fra på mandag af træner vi to gange hver dag… hele ugen.”
Det var hans måde at straffe os på. Han inddrog vores fridag og det enkelte træningspas.
“Hvis ikke vi leverer bedre, så er der følgestraf.”
Et eller andet sted var det jo hårdt, men jeg kan også godt forstå det.
Hvis ikke vi gør det tilfredsstillende nok, så må vi finde en måde at løse det på.
I 2015 vendte Kian hjem til Danmark, hvor han spillede i fire år, vandt medaljer og spillede sammen med mange erfarne spillere i FC Midtjylland. Men med ambitionen om blandt andet at udvikle sine lederegenskaber yderligere, valgte Kian i sommeren 2019 at skifte til FC Nordsjælland. Han kan tydeligt huske sin allerførste dag i Farum, hvor han med ét blev en rollemodel for de unge talenter.
Jeg møder ind tidligt om morgenen. Pressen har stadig ikke fået nys om, at jeg er i Farum.
Da jeg møder spillerne, sidder de stadig til morgenmad og får gennemgået det taktiske oplæg forud for kampen mod FC Midtjylland, sjovt nok.
Der er især en situation efter min første træning, som står lysende klart for mig.
Maxwell Woledzi kommer hen og spørger: “Hvad skal der til før, at jeg spiller på Superliga-holdet?”
Og jeg var sådan, wow, jeg er lige kommet, og så står der sådan en ærgerrig gut.
Det viste sig senere, at Max virkelig plantede et frø den dag.
Knap når han at blive færdig med sin første træningsøvelse, før én af de nye unge holdkammerater spørger ham til råds. Tidligere har Kian spillet sammen med nogle store personligheder, som måske har gjort, at han ikke havde modet eller lysten til at stille sig frem i rampelyset og lære fra sig. I Farum var det slut med at gemme sig.
Jeg tror altid, at der har været en eller anden form for leder i mig.
Men jeg ved ikke, hvor god jeg har været til at komme ud med det.
Når du er i et beskyttet miljø, og du ikke føler, at du behøver stille dig frem og sige noget, tage tæskene eller rosen, jamen så kan du ofte gemme dig lidt. Og det kunne jeg stadig, da jeg var i Midtjylland.
Det kan jeg bare ikke her.
Jeg skal gå forrest, tage tæskene og gå folk på klingen indimellem.
Jeg er hentet ind som leder.
For at forstå den udvikling, som Kian har været igennem, skal vi et stykke tilbage i tiden. Faktisk skal vi tilbage på bagsædet i forældrenes bil på vej hjem til Grindsted.
Der var et unionsstævne i Vejle, hvor de udtog spillere til U16-landsholdet.
Jeg blev ikke udtaget og havde en følelse af, at det var alle andres skyld.
På vej hjemad fik en jeg ordentlig opsang af mine forældre.
Jeg skulle starte med... at kigge ind af… om jeg havde gjort det godt nok… lade være med at pege fingre... af alle mulige andre…. for min egen succes.
Det blev et vendepunkt for mig.
Det lille frø, som Maxwell plantede hos Kian den allerførste dag, er begyndt at spire.
For nylig oplevede Kian for første gang i sin karriere at blive langtidsskadet, men i stedet for at se det som et nederlag, brugte han det til at hjælpe andre til succes.
Vi blev kaldt til møde om, at klubben var solgt til den egyptiske ejer. Bagefter står jeg og snakker med Jan Laursen, som siger:
“Hvad gør vi med Maxwell? Vi vil gerne leje ham ud, fordi han trænger til noget spilletid.”
Jeg kigger på ham og siger:
“Det synes jeg ikke, I skal. Jeg skal nok prøve at hjælpe ham på bedst mulig vis, så vi får gjort ham klar til Superligaen. Og vi kan gøre det inden for et halvt år.”
Max havde tidligere fået nogle forskellige indhop og spillet, hvis der var én med karantæne. Men på det seneste har han spillet seks utrolig vigtige Superliga-kampe med fuld spilletid. Det løfter jeg på hatten af.
Han har udviklet sig, og det er virkelig prisværdigt.
Jeg kunne se noget i Maxwell. Det har jeg hele tiden kunne. Han har altid betydet meget for mig lige siden det første træningspas.
I takt med at jeg bliver en ældre herre, så kunne jeg godt tænke mig at se, om trænergerningen er noget for mig efter karrieren - specielt her i FC Nordsjælland.
Der findes ikke et meget bedre sted at blive træner.
Vi, fodboldspillere, er vant til at møde ind, få alt serveret og så tage hjem igen.
Men hvad kræver det at være træner og sætte en træning op? Hvor meget forberedelse er der egentlig?
Jeg har allerede været inde over træningerne med vores U17-hold. Her er jeg virkelig blevet skubbet ud af min comfortzone, igen, når jeg skal vejlede de unge drenge.
Så er vi jo igen tilbage til det omkring udvikling: At se unge spillere udvikle sig og give dem en vindermentalitet.
At tabe eller vinde er stadig altafgørende for Kian, selvfølgelig, men sindet har ændret sig. Det handler ikke længere om at skyde skylden på alle andre, men mere om at bruge sin egen succes til at hjælpe andre med at udvikle sig og nå til tops.
Den lille 10-årige dreng, der gemte sig i skoven, er trådt frem som leder.
Jeg lærte, at man skal kigge indad.
Man skal altid kigge ind ad, før man peger fingre ad andre.
Generelt skal du ikke bebrejde andre i en holdsport.
Det udvikler dig ikke som spiller - og det udvikler dig ikke som menneske.
