Amalie Vangsgaard | De to verdener
“Hvis du først siger fra nu, så kommer du aldrig nogensinde tilbage igen.”
Det kan jeg huske, der var mange, som sagde. Jeg talte med mange forskellige om det.
Jeg var virkelig træt af det. Jeg havde fuldstændig mistet lysten. Jeg følte, at det var alle andre, der bestemte, hvad jeg skulle gøre. Jeg spillede for andre end mig selv.
Så jeg stoppede til fodbold.
Jeg startede med fodbold allerede som 3-årig, fordi min storebror, Frederik, begyndte. I Pandrup i Nordjylland, hvor vi boede, spillede jeg med drengene, indtil der kom et pigehold. Jetsmark IF var min barndomsklub.
Siden dengang blev jeg kendt som: “Amalie, der spiller fodbold.”
Ni år senere skiftede jeg til Fortuna Hjørring. Her rykkede jeg gennem årene fra U15-holdet til 3F-holdet.
Her mødte jeg Brian Sørensen, som var træner på det tidspunkt. Dengang vidste jeg ikke, hvilken betydning han ville have på mit liv.
I Fortuna trænede jeg seks gange om ugen. Jeg boede som sagt i Pandrup og gik i skole i Aalborg. Derefter spillede jeg fodbold i Hjørring. Så jeg kørte en time til skole om morgenen. En time hjem igen. Så kunne jeg være hjemme i 20 minutter, 10 minutter måske, og så til træning i Hjørring. Det betød, at jeg var hjemme igen kl. 20-21 om aftenen.
Jeg var ikke hjemme fra kl. 7 om morgen til kl. 8 om aftenen.
I gymnasiet kunne jeg ikke tage med veninderne ind til byen, drikke en kop kaffe og kigge på tøj. Familierejser, fester og fødselsdage.
Det havde jeg aldrig tid til.
Det var ikke, fordi jeg ikke var social til fodbold, men jeg følte, at jeg gik glip af mange af de ting, som mine veninder lavede. Så jeg følte, at jeg kom længere og længere væk fra dem.
Mine veninder havde god forståelse for det, men det kan godt være svært at forklare, at man ikke bare kan tage den ene øl, det ene glas vin eller ikke kan komme, fordi man skal tidligt op.
Jeg følte nogle gange, at jeg levede to liv. Og det var for hårdt i længden. Jeg havde min fodboldverden, og så havde jeg min lille sociale verden med venner og familie ved siden af.
Det var en skillevej.
Oftest var det valget mellem to verdener…
Min krop var meget presset, nærmest som en tikkende bombe, parat til at bryde sammen.
Heldigvis har jeg en meget støttende familie.
Mine forældre, Lene og Knud, stod altid klar til at samle mig op.
Jeg tror, at jeg er kommet hjem mange gange og sagt:
Jeg vil ikke spille fodbold mere!
Mange gange har det været paniksamtaler, fordi jeg simpelthen ikke længere vidste, hvad jeg skulle gøre. Jeg tror nogle gange, at ens forældre står model til meget, når man er 18-19 år, midt i en identitetskrise, fordi man overvejer at stoppe til fodbold.
Fodbold har altid betydet alt for mig. Det er hårdt, når det, man elsker, lige pludselig bliver dét, man hader allermest i verden.
Og det kan hænge en så meget ud af halsen. Det gør én ked af det, fordi det betyder så meget for én. Det føles som et nederlag, men det er lige så meget erkendelsen af, at man laver noget, som man ikke længere synes, er sjovt.
Jeg tror ikke, at folk forventede noget af mig. Det var mere følelsen af, at jeg troede folk forventede noget af mig. Jeg er rigtig god til at lægge pres på mig selv.
På det tidspunkt var jeg meget ked af det.
“Nu har jeg brug for at stoppe med fodbold og finde mig selv”
Min morfar var min største fan. Han var altid klar og fulgte med. Før man kunne se kvindefodbold i fjernsynet, printede han alt ud. Alt der blev skrevet på Hjørrings side. Eller hvis der stod “Vangsgaard” nogle steder.
Han havde været syg i lang tid, så jeg tror, at jeg måske spillede for ham. Ikke fordi han pressede mig overhovedet, men fordi han fandt stor glæde i at følge med. Der kunne ikke komme nogen ind ad døren, uden at han skulle snakke om mig og fodbold.
Han var en kæmpe støtte, men døde ikke ret lang tid inden, jeg tog beslutningen. Jeg tror faktisk, det var dér, jeg traf den endegyldige beslutning.
Nu har jeg brug for at stoppe med fodbold og finde mig selv.
“Jeg var jo kendt som ‘Amalie, der spiller fodbold’. Lige pludselig var jeg bare Amalie”
I starten prøvede jeg at skrue lidt ned for fodbolden. For at se om jeg fik motivationen tilbage.
Men det hjalp ikke rigtig.
Så jeg tog et møde med min træner, Brian, på hans kontor i klubhuset i Fortuna Hjørring. Jeg var nervøs, men der var faktisk ikke rigtig noget, der kunne få mig til at ombestemme mig på det tidspunkt.
Jeg sagde til ham, at jeg ville tage en pause.
Fysisk kunne jeg mærke, at det hele bare lettede. Det var en stor lettelse. Jeg kunne mærke det på min krop.
En befrielse.
Han synes, at det var ærgerligt, kan jeg huske. Men på det tidspunkt var der ikke noget at gøre.
Jeg synes, at det var træls at være i situationen, fordi jeg havde aldrig nogensinde sagt fra……… før nu.
Jeg var jo kendt som “Amalie, der spiller fodbold”. Lige pludselig var jeg bare Amalie.
Og hvem var Amalie egentlig?
“Jeg savnede ikke fodbold. Slet ikke“
Malaysia, Thailand, Dubai, Sydafrika, Tanzania, Zanzibar, Taiwan og Frankrig.
Meget af det, jeg havde sagt nej til tidligere, fik jeg indhentet.
Bungy Jump, river rafting, skydive og dykning.
Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville ud at rejse. Det var mærkeligt lige pludselig at have tid til at lave det, jeg ville.
Jeg tog ud at rejse og så arbejdede jeg i Fårup Sommerland med alle mine venner. Det var en tid, hvor jeg kunne skeje mere ud. Arbejde og tage ud at rejse. Arbejde og tage ud at rejse. I to et halvt år.
Jeg savnede ikke fodbold. Slet ikke.
Det er faktisk skræmmende, at jeg har brugt så meget tid på noget, og så kan jeg lige pludselig bare lægge det fra mig og sige: Det skal jeg bare ikke have noget af!
Min telefon ringer.
Jeg står inde på mit værelse, og er i gang med at lede efter noget i en kommoden.
Jeg kan faktisk godt huske det.
December måned. Jeg var flyttet til København om sommeren og boede i en lejlighed, der lå inde på Sølvgade.
Det er Brian, der ringer.
Jeg tænkte, at det er mærkeligt. Han må have fået forkert nummer. Jeg havde ikke snakket med ham i de 2,5 år, siden jeg stoppede i Fortuna Hjørring.
Brian var blevet en del af FC Nordsjælland i december 2018 og talte om deres kvindeafdeling.
“Vil du ikke være med?”
“Aargh, det tror jeg ikke, jeg skal.”
Men Brian er ret god til at tale sin sag. Så jeg sagde, at jeg lige skulle have lidt tid til at tænke over det.
Da jeg afsluttede opkaldet, ringede jeg til min far og var sådan: Det ved jeg ikke lige, hvad jeg skal sige til…
Så jeg brugte julen og nytår til at tænke over det.
“Man skal lytte til sig selv. Og finde en balance”
Jeg takkede JA.
Ikke fordi Brian sagde det, men fordi jeg gerne ville.
Det, der motiverede mig, var at være en del af udviklingen i FC Nordsjælland. Jeg ville gerne være med til at få kvindefodbold frem, og de var i gang med et virkelig fedt projekt.
Det lød som et fedt setup med gode faciliteter omkring Right to Dream Park. Vi har muligheden for at træne inde på stadion, bruge hotellet og spise aftensmad sammen.
Jeg tror faktisk, at det allerede dengang var det hold på kvindesiden med de bedste faciliteter og muligheder.
Vi havde et mål for, hvordan sæsonen skulle ende. Ambitionen var at rykke op i landets bedste kvindelige række.
Det gjorde vi i sæsonen 2019-2020. Sæsonen efter vandt vi pokalen og sikrede os bronzemedaljer i Gjensidige Kvindeliga.
Men jeg var nok ikke startet, hvis ikke Brian havde været der. Jeg tror, at jeg som nordjyde havde brug for den tryghed.
Jeg har hele tiden med i tankerne, at jeg stadig skal synes, det er sjovt. Jeg har ikke lyst til at ende derude, hvor jeg tidligere havde været…
I øjeblikket er jeg elev ved Novo Nordisk og læser HD på enkeltfag. Der bruger jeg 37 timer om ugen på arbejde og HD oveni. Og så har jeg min fodbold ved siden af.
Det er hårdt. Men jeg føler, at det er sjovt at spille fodbold nu.
Det er som et fristed.
Vigtigst af alt føler jeg, at det er mit eget valg og på mine egne præmisser.
Der er noget bag fodboldspilleren.
Når man er på banen, kan det enten se simpelt eller frustrerende ud. Tit er det fordi, man kæmper med et eller andet. Der er mange grunde til, at man reagerer, som man gør.
Jeg tror klart, at jeg spiller bedst, når jeg er glad. Der er så mange følelser, som afspejler sig på banen.
Jeg synes, at jeg var en rigtig dårlig version af mig selv, da jeg stoppede med at spille. Når man er presset og ked af det, så kan man godt finde nogle sider frem af sig selv, som ikke er vildt fede.
Det kan jo være svært, når man er 17-18 år, at sige: Nu stopper jeg med det, som jeg har gjort hele mit liv.
Men jeg vil aldrig fortryde, at jeg stoppede. For det var det hele værd.
Jeg kom jo tilbage igen!
Da jeg fik ro og overskud i mit liv, blev det hele godt. Nogle gange kan man godt føle, at fodbolden styrer ens liv. Fordi det tager så meget tid og kræfter.
Derfor var det afgørende for mig, at jeg fik det vendt til, at jeg gjorde det, fordi det var noget, jeg havde lyst til at gøre. Ikke af nogen andre grunde.
Det handler om, at man skal lytte til sig selv. Og finde en balance.
En balance mellem de to verdener.
Amalie Vangsgaard